Hovedpunkter:
§ 1 Navn og hjemsted
§ 2 Formål
§ 3 Medlemskab
§ 4 Indmeldelse
§ 5 Udmeldelse
§ 6 Kontingent
§ 7 Restance
§ 8 Udelukkelse og eksklusion
§ 9 Ordinær generalforsamling
§ 10 Dagsorden
§ 11 Generalforsamlingens ledelse
§ 12 Ekstraordinær generalforsamling
§ 13 Bestyrelsen
§ 14 Konstituering
§ 15 Regnskab
§ 16 Revision
§ 17 Tegning og hæftelse
§ 18 Vedtægtsændringer
§ 19 Opløsning
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningen Håndboldklubben 1973, Rask Mølle i daglig tale HK 73, Rask Mølle er stiftet den 8. august 1973 og har hjemsted i Hedensted kommune. Foreningen er tilsluttet Dansk Håndbold Forbund ( DHF ) under Danmarks Idræts Forbund ( DIF ) og er underlagt disses love og bestemmelser.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at dyrke håndbold og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til denne idræt. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.
§ 3 Medlemskab
Som aktivt medlem kan optages enhver, der deltager på et af klubbens hold.
Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelsen.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægt og leve op til foreningens formålsbestemmelse.
Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forlægges generalforsamlingen.
§ 4 Indmeldelse
Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens kasserer. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.
§ 5 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles.
§ 6 Kontingent
Kontingentet fastsættes af bestyrelsen på første møde efter generalforsamlingen.
§ 7 Restance
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.
§ 8 Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende bestyrelsesmøde, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En bestyrelses beslutning om eksklusion kræver mindst 2 / 3 flertal.
§ 9 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt senest 1. juni.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal finde sted med tre ugers varsel før afholdelsen af general forsamlingen.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til formanden senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Er der indkommet forslag, fremsendes disse til bestyrelsesmedlemmerne sammen med dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at dette er medlemmerne i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
§ 10 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse
4. Behandling af indkomne forslag
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
6. Valg af to suppleanter til bestyrelsen, som vælges for et år.
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelt
§ 11 Generalforsamlingens ledelse
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, dvs. 2 / 3 flertal.
Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt det måtte ønskes fra en eller flere af de fremmødte.
Ved personvalg skal der stemmes skriftligt.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger.
Referatet godkendes og underskrives efterfølgende af dirigenten, hvorefter både nye og gamle bestyrelsesmedlemmer får tilsendt et referat.
§ 12 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Derudover kan der indkaldes til generalforsamling, når mindst 1 / 5 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Ekstraordinær generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 13 Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 6 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten.
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og yderligere 7 medlemmer og vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Det tilsigtes at formanden og sekretæren vælges i et år og at kassereren vælges i det modsatte.
Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 16 år og har stemmeret, jf. § 9.
§ 14 Konstituering
Bestyrelsen konstituerer sig selv ved det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen, hvilket skal ske senest 14 dage efter generalforsamlingen.
§ 15 Regnskab
Foreningens regnskabsår går fra 1. maj – 30. april. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.
§ 16 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen to revisorer og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i maj gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
Revisorerne vælges for to år på skift og suppleanten for et år.
§ 17 Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes af formanden.
Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.
Låneoptagelse skal godkendes af bestyrelsen.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.
§ 18 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2 / 3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 19 Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2 / 3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.
For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst 3 / 4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå de tre foreninger, som HK 73, Rask Mølle er stiftet ud fra:
o Hornborg Gymnastik- og ungdomsforening
o Åle Ungdoms- og Idrætsforening
o Rask Mølle og Omegns Idrætsforening






